Det følgende er en række konkluderende refleksioner.
I forhold til at kompensere borgere med en synsnedsættelse kan teknologi rumme kvaliteter og egenskaber som kan kompensere for en synsnedsættelse.
Anvendelsen og inddragelsen af teknologi afhænger bl.a. af teknologibegrebet og rummeligheden i begrebet. I dette projekt anskues teknologi bredt, inkluderende alt fra fysiske artefakter, over digitale teknologier til sprog og begreber. Med så bredt et teknologibegreb er det nødvendigt at se på de særlige karakteristika, der gælder for den konkrete teknologi. Et væsentligt træk ved artefakter og teknologi er med Wenger tingsliggørelsen. Med en fysisk fremtræden er luppen tilbage, mens ord forsvinder. Luppen kan dermed have sin kompenserende virkning over tid. Teknologien som tingsliggørelse er blivende. Når ord forsvinder, bliver teknologien tilbage og opfordrer og inviterer til aktivitet.
I forhold til kompensation og den kompenserende betydning og virkning er karakteristika og relationen mellem menneske og teknologien central.
Teknologiens affordances bliver ifølge Norman, Dewey, m.fl. central. De affordances som teknologien tilbyder skal medvirke til at kompensere borgeren.
De karakteristika som teknologien skal i samspillet og relationen til mennesket skabe den kompenserende betydning.
Ifølge Heidegger skal teknologien samtidig være vedhånden-værende, i modsætning til for-håndenværende.
I forhold til Wenger skaber teknologien ny deltagelse.
Ved at muliggøre aktiviteter, der tidligere har fundet sted, rækker teknologien tilbage i tiden men peger samtidig fremad. Teknologien aktiverer glemte erindringer og aktiviteter, opleverser og kunnen, som langsomt er udfaset og glemt.
Teknologien kan gøre aktiviteter mulige – redskabsfunktionen.
Teknologien kan skabe nye muligheder.
Teknologien ligger uden for borgerens personlighed, er noget eksternt og ydre, der ligger udenfor borgeren som person og dennes funktionsnedsættelse. Mange borgere er vokset op med fx en skolegang hvor problemer og vanskeligheder var knyttet til personen og identiteten – fx den dovne eller dumme elev.
Teknologien kan flytte fokus ’ud i verden’ og altså væk fra en fokusering på det indre.
At (for)blive et handlende subjekt, at genvinde kontrol, efter et tab af dette.
Teknologien og en konkret teknologisk løsning, fx i form af et konkret hjælpemiddel, fører ofte til nye muligheder også i forhold til hvor man på forhånd have forestillet sig. Borgere anvender teknologien i forhold til andre aktiviteter, anvender teknologien på anden vis, ‘bøjer teknologien’.
Designet og tingsliggørelsen skaber jf. Wenger nye muligheder for deltagelse. Designet og tingsliggørelsen betyder at deltagelsen må genforhandles og konstrueres (?) på ny (se afsnit om dualitet).
Der er forsøgt ud fra en overvejende teoretisk tilgang at beskrive et kompenserende design, i forhold til borgere med en synsnedsættelse, hvor anvendelse af teknologi er omdrejningspunktet.
Der er inddraget og beskrevet teoretiske tilgange, der i forhold til designet giver mening.
Samtalen konkretiserer, specificerer og konstruerer viden.
Vi påvirkes af omgivelserne og påvirker dem (citat Brinkmann, hvorfra?)
Gå i dybden med de enkelte teorier, som kan kaste yderligere lys over praksis
Det er med redskaber og færdigheder at vi kan noget, fx deltage i og udføre aktiviteter. Redskaber ligger i forlængelse af færdigheder – og virker tilbage.
I forhold til den en social tilgang og et deltagelsesperspektiv bliver et centralt fokus at se på muligheder for at inddrage borgerens sociale kontekst. Ifølge lovgivningen er behovsudredning og ansøgning om hjælpemidler knyttet til borgeren. Men hvad med borgerens kontekst, hvad med de sociale relationer – fx en partner eller pårørende, som er en del af borgerens liv og hverdag?
Da samtalen udgør et væsentligt element, vil en kompetenceudvikling kunne ske på dette område, fx gennem fokus på det kvalitative interview (Jf. Kvale).
Gennem samtales påbegyndes første del af konstruktionen, skabelse af viden og indsigt, start på opbygning af design-konstruktionen. De to dele kan ikke ses adskilt men hænger netop sammen.
Et design skal give borgeren mulighed for aktivitet, deltagelse, eksperimenteren og erfaringsdannelse.
Refleksion forudsætter, kræver begreber og kan forstærkes med begreber
Et væsentligt aspekt ved en designtænkning er ikkemindst de etiske forhold omkring tilrettelæggelsen- fx i hvilket omfang borgeren er inddraget og medbestemmende, og bevidst om design og tilrettelæggelse. Et skræk-scenario vil være hvis borgeren ender som i filmen The Truman Show, hvor Mr. Truman lever i en for ham ubevidst tilrettelagt verden.
Et centralt krav i forhold til en designtænkning er derfor at borgeren er inddraget, medbestemmende, og i videst muligt omfang orienteret og bevidst om design, de elementer, der indgår, mål, formål, osv.
I forhold til deltagelse og tingsliggørelse kan hjælpemidler og teknologi ikke anskues uafhængigt at borgerens liv. Med andre ord: For at kunne finde og skabe relation til teknologien, må borgerens deltagelse og liv i bred forstand indtænkes. Hvad er det for et liv borgeren lever, hvad er borgerens forudsætningen, hvad er borgerens interesser. Da teknologien som tingsliggørelse ifølge Wenger vil skabe fundament for en ny deltagelse skal dette fremtidige perspektiv indgå: Hvad er det for en deltagelse, borgeren skal indgå i og være en del af, hvilke andre forudsætninger kræver dette, kræves bestemte færdigheder, osv.
Det tidsmæssige perspektiv bliver på denne måde nødvendig: Hvilke erfaringer har borgeren, hvad er de nuværende forudsætninger og hvad er det fremtidige perspektiv.
Og derudover det rummelige perspektiv – hele konteksten: Hvad er det for et liv borgeren lever. Hvilke relationer har borgeren. Hvad er det for teknologier borgeren benytter sig af, osv.
Både det tidsmæssige og det rummelige perspektiv må indgå i en designtilgang.
At kompenserende teknologi og design af teknologi involverer borgerens aktiviteter og liv i bred forstand rejser en række etiske problemstillinger, som man synsfagligt er nødt til at forholde sig til. Det drejer sig bl.a. om forhold om inddragelse af borgeren, privatliv, gennemsigtighed i design.
Hvordan skabes forbindelse til de strukturer, der findes i borgerens liv?
Hvad er borgerens vidensstrukturer?
Hvilken opfattelse har borgeren af situation, behov,
Teknologien skal forbinde og skabe relation til borgerens forudsætninger, behov, håb
Derudover skal teknologien fungere i de fysiske rammer, i kombination med eksisterende teknologi.
Samtidig peget teknologien på ny adfærd, håndtering af aktiviteter på nye måder, skabelse af nye aktiviteter. Hvilke strukturer kan skabes og hvad forudsætter de nye strukturer?
Selve processen med at finde teknologien skal med andre kunne håndtere og facilitere alle disse forhold.
Den teknologiske tilgang inden for det synskompenserende fagområde kan med det i projektet valgte fokus ske indefor krydsfeltet af de nævnte faglige tilgange.
I forhold til en designtænkning åbner anvendelse af begrebet design indenfor det synsfagligeområde område op for en yderligere afklaring og anvendelse af begrebet. Kan man således tale om et synskompenserende design, et synsrehabiliterende design – og hvad kan indholdet i givet fald være?
En didaktisk design-tænkning har som udgangspunkt undervisning, hvor den indholdsmæssig dimension og dannelsestænkning udgør et væsentlig grundlag.
Overføres dette til det synsfaglige område bliver spørgsmålet, hvilket indhold og grundlag der skal indgå og indtænkes i et synskompenserende eller synsrehabiliterende design.
I den nuværende praksis er meget overladt til borgeren og borgerens behov for kompensation. Med en større vægt på og afklaring af indhold er risikoen at det i højere grad er samfundet, der bestemmer indholdet af en kompenserende eller rehabiliterende indsats – på godt og ondt. Det er nødvendigt at indtænke denne etiske dimension.
I forhold til de beskrevne teoretiske tilgange må konstateres at fagområdet i høj grad kan ses som teoretisk funderet. I projektet er således peget på adskillige teoretiske tilgange, der indgår i og anvendes i nuværende praksis.
Samtidig vil den nuværende praksis kunne styrkes med et yderligere teoretisk fokus, som et supplement til den erfaringsbaserede videndannelse der finder sted, gennem den daglige praksis indenfor synsområdet.
Instituttet som nationalt læringscenter?
Med et læringsperspektiv, som her beskrevet og argumenteret for, kan det landsdækkende institut (IBOS) ses i et nyt og gennemgribende perspektiv. Denne tilgang åbner for en række problemstillinger, som fx:
- Hvordan lærer man bedst på nationalt plan, om alt hvad der vedrører det visuelle?
- Hvordan får man integreret den praktiske og rehabiliterende indsats med mere teoretiske tilgange og forskning?
- Hvordan kan en mere bred formidling ske og organiseres? Kan man fx være oplevelsescenter, så fx skoleelever kan lære om syn?