I vores praksis som synskonsulenter indgår teknologi i lang de fleste sager, ja i så stor udstrækning at risikoen nærmest bliver at fokus bliver på teknologien.
Et andet fokus kunne jo fx være på borgeren, eller netop mødet mellem teknologi og borger – hvad kommer der ud af mødet mellem teknologi og borger, hvad kommer teknologien til at betyde for borgeren og for borgerens liv og livsudfoldelse. Og det er netop det sidste der er interessant.
Lad os se på et konstrueret praktiske eksempel – inden det bliver for højtflyvende.
En borger med en synsnedsættelse får en håndlup, hvilket umiddelbart betyder at han eller hun kan foretage en kort aflæsning.
Borger kan nu – og det er måske det problem borgeren har henvendt sig med – orientere sig i sin post. Tidligere har ægtefællen gjort det, men da borger nu selv kan det, finder ægtefællen ud af at tiden i stedet kan bruges til madlavning. Luppen har gjort borger i stand til at læse selv, orientere sig i sin post, men også samtidig frigjort ressourcer, og ændret arbejdsfordelingen og relationen mellem borger og æf.
Kort tid efter viser det sig at luppen også kan anvendes til aflæsning af priser ved indkøb. Borger begynder nu selv at foretage indkøb, hvilket inspirerer til indkøb af finere franske specialiteter, der danner udgangspunkt for en interesse i finere fransk madlavning mellem borger og æf. Efter kort tid melder borger og æf. sig til kursus i aftenskolen, hvor de bliver gode venner med….osv.
Læg mærke til hvad teknologien har medført, bl.a.:
- At kunne orientere sig i post
- At kunne foretage indkøb
- At skabe interesse for madlavning
- Socialt samvær
- Måske glæde og livskvalitet?
Og det er altså bare en håndlup vi her har talt om!
Spørgsmålet er jo så hvordan man skal måle og evaluere den indsats, fx afprøvning og instruktion, der har ført til at borgeren har fået en håndlup. Hvordan kan man indfange alle de effekter, som luppen har ført med sig.
For konsulenten der har været involveret, er det formentlig umuligt på forhold at sige at hjælpemidlet vil få denne betydning, kort tid efter har borgeren måske kun opdaget betydningen af luppen i forbindelse med posten, og når alle de nævnte effekter er indtruffet har borgeren glemt at det var luppen, der dannede forudsætning og måske satte processen i gang.
Med andre ord: Det hjælper ikke at måle på det af konsulenten opstillede mål, at interviewe borgeren kort tid efter eller senere.
En pointe er at teknologien ofte får anden og som regel større anvendelse og betydning end man havde forestillet sig, og ændrer på relationer, adfærd.
Tænk fx på din Iphone: Hvad bruger du den til? At ringe, sende sms’er, gå på nettet?
Ja, men pludselig tager mig sig selv i at rende rundt med telefonen på sig altid, sidder med den ved aftensmaden, hvor man nu lige skal google noget, fordi teknologien nu fungerer som en vidensresurse, bruger den til at tage billeder, noter, osv.
Og snart går man ture med mobilen forrest og leder efter små virtuelle kryb, der gemmer sig lige rundt omkring.
I den kompenserende pædagogiske praksis anvender vi teknologien bevidst i forhold til at kompensere borgen.
Når vi som konsulenter bevidst anvender kompenserende teknologi som en del af vores praksis, bør den effekt det skaber indtænkes og forsøgt synliggøres i evalueringen, som en del af den værdi som vores indsats har.
Det svære kan være at indfange og synliggøre netop de affødte ændringer i selvhjulpenhed, adfærd, sociale relationer, osv. som netop teknologien har ført med sig.
Læg dertil den betydning det har for borgeren ”at blive mødt” og forstået (jf. psykolog, IBOS), og evt. andre forhold der indgår i mødet mellem borger og konsulent. Det er her en samlet evaluering må forsøge at tydeliggøre betydningen for borgeren.
Ref.
Jeppe Bundsgaard: Digital dannelse