Etienne Wengers teori om praksisfællesskaber er en social tilgang til læring. Teorien omfatter i virkeligheden hele vores tilværelse, hvordan vi lever, deltager i fælles aktiviteter, lærer og på den måde opbygger vores identitet. Tingene hænger sammen, står i relation til hinanden og indgår som en dele i en fælles kontekst. Knuds Illeris rubricerer derfor den læringsmæssige tilgang under betegnelsen hverdagslæring (ref.), da den finder sted hele tiden og som en del af vores levede sociale liv.

Et centralt element i teorien er selve meningsdannelsen, hvordan vi som mennesker skaber mening i vores tilværelse.

Mening findes i en proces, som Wenger kalder meningsforhandling:

”Jeg vil bruge begrebet meningsforhandling meget generelt som betegnelse for den proces, hvorigennem vi oplever verden og vores engagement deri som meningsfuld. […] Menneskets engagement i verden er først og fremmest en meningsforhandlingsproces.” (Ibid., s.67)

Vi deltager i verden i kontinuerlige processer, påvirker verden, bliver selv påvirket af denne og i meningsforhandlingsprocessen indgår en lang række faktorer og perspektiver:

”Meningsforhandlingen er en proces, der dannes af mange forskellige elementer og påvirker disse elementer. Denne forhandling forandrer derfor konstant de situationer, der giver mening, og påvirker alle deltagere. Forhandling af mening omfatter i den forbindelse både fortolkning og handling. Dette perspektiv indebærer i virkeligheden ikke nogen fundamental skelnen mellem fortolkning og ageren, handling og tænkning eller forståelse og reaktion. De er alle en del af den vedvarende meningsforhandlingsproces.” (Ibid, s. 68).

Meningsforhandlingen involverer et samspil af to konstituerende processer, deltagelse og tingsliggørelse, der udgør en dualitet.

Deltagelse

Deltagelse ligger ifølge Wenger i forlængelse af en almindelig forståelse, ifølge ordbogen ”At have eller tage del i eller være fælles med andre om (en eller anden aktivitet, virksomhed, ect.)” (Ibid., s. 70).

Deltagelse omfatter ifølge Wenger ”…hele vores person, herunder vores krop, bevidsthed, følelser og sociale relationer.” (Ibid., s.70).

Deltagelse er et bredere begreb og rækker ud over direkte engagement i bestemte aktiviteter – ”udgør en konstituerende del af vores identitet” (Ibid., s.71). Vi kan ikke bare ”tænde og slukke” for vores deltagelse, der fx farver vores oplevelse i andre kontekster og sociale situationer.

Tingsliggørelse

”Tingsliggørelse i forbindelse med deltagelse er et nyttigt begreb til beskrivelse af vores engagement i verden som meningsproducerende.” (s. 72)

Wenger tager udgangspunkt i ordbogsbetydningen, ”At behandle (en abstraktion) som virkeligt eksisterende eller som et konkret materielt objekt.”

”Ordet tingsliggørelse – reifikation – (..) betyder at gøre til en ting.” (Ibis., s. 72)

Det der gøres til et konkret, materielt objekt, er egentlig ikke et konkret, materielt objekt.

Tingsliggørelse er ofte en genvej til kommunikation.

Fokuserer meningsforhandlingen.

Men begrebet skal samtidig forstås mere abstrakt og generelt: ”Vi projicerer vores meninger ud i verden, og derpå opfatter vi dem som noget, der eksisterer i verden, noget der har en virkelighed i sig selv.”

Vores projektioner ”…er en abstraktion. Det fungerer ikke på egen hånd. Men når jeg bruger det til at tænke med, begynder det lidt efter lidt at tale til mig, som om det var levende.”

Begrebet henviser til den proces ”der former vores oplevelser ved at skabe objekter, der bringer denne oplevelse til at stivne i ”tingslighed”. Derved ”skabes fokuspunkter, som meningsforhandlingen kan organiseres omkring.” (Ibid., s.73)

”Det at nedskrive en lov, skabe en procedure eller frembringe et værktøj er en lignende proces. En bestemt forståelse får form. Denne form bliver derpå et fokus for meningsforhandlingen.” (Ibid.)

”Ethvert praksisfællesskab skaber abstraktioner, værktøjer, symboler, historier udtryk og begreber, der tingsliggør en del af denne praksis i stivnet form.” (s. 73)

”Ingen abstraktion, intet værktøj eller symbol beskriver i sin form de praksisser, i forbindelse med hvilke den bidrager til en oplevelse af mening.”

Hvor gennemgribende tingsliggørelse er, kan man få en fornemmelse af i følgende citat:

”Med udtrykket tingsliggørelse ønsker jeg at dække en lang række processer der om fatter det at skabe, fortolke, bruge, genbruge, afkode, omformulere. Tingsliggørelse lægger beslag på en stor del af vores kollektive energi: fra noter i en dagbog til historiske notater, fra digte til encyklopædier, fra navne til klassifikationssystemer, fra stendysser til rumsonder, fra grundloven til en underskrift på en kvittering, fra raffinerede madopskrifter til lægeprocedurer, fra prangende reklamer til folketællingsdata, fra enkelte begreber til hele teorier, fra aftennyhederne til nationalarkiver, fra timeplaner til kompilering af lærebøger, fra private adresselister til avancerede databaser over kreditværdighed, fra indviklede politiske taler til fagbogen. I alle disse tilfælde er aspekter af menneskelig erfaring og praksis stivnet i faste former og har fået objektstatus.” (Ibid., s.74)

”Tingsliggørelse former vores oplevelse”

”Besiddelsen af et værktøj til udførelse af en aktivitet ændrer karakteren af denne aktivitet. Tekstbehandling tingsliggør for eksempel opfattelsen af skriveaktiviteten, men ændrer også ens måde at skrive på.”

Nye forståelsesformer

Både proces og produkt – ordet bruges i begge betydninger. ”hvis mening kun eksisterer i dens forhandling, så kan processen og produktet ikke adskilles på meningsniveau. Proces og produkt forudsætter hinanden.”

Tingsliggørelsen har ikke nødvendigvis sin oprindelse i design. De fleste menneskelige aktiviteter afsætter mærker i den fysiske verden, spor. De kan reintegreres som tingsliggørelse i nye øjeblikke af meningsforhandling.

”Det vigtige ved alle disse objekter er, at de kun udgør toppen af et isbjerg, som peger på større betydningskontekster realiseret i menneskelige praksisser.”

”Som et opmærksomhedsfokus, der kan adskilles fra praksis, kan tingsliggørelsen tilmed betragtes som en ironisk erstatning for det, den egentlig skulle afspejle.” (s.77)

Meningsdualiteten

”Verden, som vi former den, og vores oplevelse, som verden former den, er ligesom bjerget og floden. De former hinanden, men de har deres egen eksistens.” (s.87)

I forhold til meningsforhandlingen er forholdet mellem deltagelse og tingsliggørelse centralt. Om forholdet gælder følgende:

De udgør et par, der danner en enhed, en dualitet. ”Når man har den ene, er det nyttigt heuristisk at spekulere over, hvor den anden er” (s. 77).

De kan ikke defineres uafhængigt af hinanden. ”De skylder hinanden deres eksistens, men kan ikke erstatte hinanden.”

”Det er gennem deres forskellige kombinationer, de giver anledning til så mange forskellige oplevelser af mening.” (77)

De kompenserer for hinandens mangler.

”Artefakter kommunikative evne afhænger af

I relation synsfaglighed og teknologi er teorien om meningsforhandling interessant, idet koblingen mellem menneskelig aktivitet og teknologien lader sig indpasses i begreberne. Fx kan den menneskelige deltagelse i aktiviteter og den tingsliggørelse som et artefakt er udtryk for.

Da hverdagslivet som tidligere nævnt ofte indbefatter et hav af artefakter bliver teorien relevant. Hvad er det for et forhold vi har til tingene, hvordan er de opstået, og ikke mindste hvilken relation har de til vores deltagelse?

Hvilken deltagelse giver en bestemt tingsliggørelse mulighed for? Med den nuværende tingsliggørelse, hvilke muligheder for deltagelse har borgeren, og hvilke muligheder skaber en anden tingsliggørelse, i form af fx kommunikationshjælpemidler?

At tingsliggørelsen netop skaber ændrede muligheder for deltagelse er vigtigt at være opmærksom på, fx i en optikafprøvning: Når ny optik sættes på næsen, hvad kan så læses? Eller når borgeren har fået et læseapparat: Hvilken deltagelse udspiller sig, når borgeren har fået et læseapparat?

I de to eksempler er tale om forskellig tidsmæssig udstrækning, men i begge tilfælde vil det være nødvendigt for en synsfaglig medarbejder at afvente fx observation af deltagelsen.

I forhold til det synsfaglighed og et kompenserende design er en række forhold relevante.

Wengers teori er meget grundlæggende i forhold til en social tilgang til en forståelse af tilværelse. I forhold til teoriens generelle tilgang, kan den bruges til at fremhæve og udgøre et grundlag i forhold til at begrebsliggøre en kompenserende tilgang, anvendelse af teknologi, læring og design.

I forhold til sammenhængen mellem tingsliggørelse og deltagelse er netop sammenhængen relevant. I forhold til teknologi, betyder det at teknologien som en deltagelse netop aldrig kan anskues alene, men må ses i sammenhæng med en deltagelse. Det kan være borgerens aktiviteter, den instruktion teknologien ledsages af, og i det hele taget den kontekst som omgiver teknologien.

Tingsliggørelse som del af

At kompensere borger med en synsnedsættelse handler i stor udstrækning om kommunikation. At borgeren kan udføre og deltage i processer omkring meningsforhandling.

I relation til dette projekt kan Wengers teori ses som meget grundlæggende og begrebsligør en række centrale forhold omkring en kompenserende tilgang.

I forhold til det synsfaglighed og et kompenserende design er en række forhold relevante.

Kompenserende teknologi kan ses som en tingsliggørelse. Teknologien har været igennem en udviklingsproces. På synsområdet omhandler de kompenserende teknologier behov for kommunikation, dvs. med Wenger at kunne foretage tingsliggørelse.

Hjælpemidler kan ses som en konkret tingsliggørelse, der skal ses i sammenhæng med den deltagelse som borgeren ønsker.

I forhold til kommunikationshjælpemidler kan teorien med meningsforhandlingen anvendes som et centralt omdrejningspunkt. Det indebærer ifølge Wenger at borgeren trods synsnedsættelsen (fortsat) kan tingsliggøre, dvs. være meningsproducerende.

Sprog og anvendelse af medier som en tingsliggørelse er ligeledes central. Hvilke ord og hvilke medier kan borgeren benytte sig af, som en del af en deltagelse, og hvilke ord og begreber og medier kan indgå i et kompenserende forløb med henblik på skabelse af deltagelse.

Med hensyn til den teknologi, der skal kompensere borgeren kan ses som en tingsliggørelse. Teknologien har været igennem en udviklingsproces, der indbefatter dualiteten deltagelse og tingsliggørelse, og som er endt i et ’stivnet’ hjælpemiddel. Da de fleste hjælpemidler er fleksible og kan tilpasses, er processen imidlertid ikke afsluttet. Borgeren kan, evt. sammen med en fagperson, tingsliggøre hjælpemidler yderligere, så det netop afspejler eller kan afspejle, den deltagelse som personen har eller ønsker.

Hjælpemidlet kommer som redskab og tingsliggørelse til at fokusere borgerens deltagelse, ved at ’blive levende’ og ’tale til borgeren’ (s. 73).

På synsområdet omhandler de kompenserende teknologier behov for kommunikation, dvs. med Wenger at kunne foretage tingsliggørelse.

Ved at ’tale til’ borgeren kommer det kompenserende redskab til at stilladsere en udvikling, hvor borgeren gennem deltagelse kan gøre erfaringer og dermed tilgodese behov, men samtidig også udvikle nye behov. Dette sker som en vekselvirkende proces, der typisk kan beskrives som en spiralformet udviklingsproces.

Teori om aldring